Forfatter: abdullah

1.5 BEGREBSAFKLARING
IKT
Jeg vil gennem specialet anvende forkortelsen IKT for informations- og kommunikationsteknologi
frem for IT, for at fremhæve det kommunikative aspekt ved teknologierne, idet kommunikation er
selve omdrejningspunktet for dette speciale. IKT anses af mange som grundlaget for vores nuværende

samfund, hvorfor der forskes i et bredt spektrum af emner inden for IKT – det være sig mere teknolo-
giske forhold omkring udviklingen af IKT eller selve den menneskelige interaktion med IKT, også kal-
det Human Computer Interaction (HCI), eller forskning i IKT som læringsmidler. Informations- og

kommunikationsteknologi favner bredt. Det kan være alt, der foregår omkring en computer som

hjemmesider, tekstbehandling, multimedier osv., men IKT kan også være telefoner, håndholdte enhe-
der, TV, radio, informationsstandere og meget andet. Jeg benytter betegnelsen IKT om al den teknolo-
gi, der bruges til at formidle digital information og kommunikation gennem internetbaserede enheder,

hvilket vil sige computere og mobile internetbaserede enheder.

2. DET INFORMATIONSTEKNOLOGISKE SAMFUND

2.1 SAMFUNDETS TEKNOLOGIER ELLER TEKNOLOGIERNES SAMFUND?

Vores samfund i dag er blevet betegnet ved hjælp af flere forskellige begreber, som hver især kan ud-
gøre en rammende beskrivelse af samfundet. Der tales om det postmoderne samfund, videnssamfun-
det, informationssamfundet, netværkssamfundet, kommunikationssamfundet, det hyperkomplekse

samfund og sikkert flere endnu. Lars Qvortrups betegnelse det hyperkomplekse samfund fungerer som
et godt udgangspunkt for at forstå, hvad de fleste samfundsbetegnelser med hvert deres udgangspunkt
forsøger at beskrive. Ifølge Lars Qvortrup er der tilsyneladende to ting, der er blevet en slags fælleseje

for de aktuelle beskrivelser af informationssamfundet. Den ene ting er teknologideterminismen, hvil-
ket vil sige troen på, at samfundsforandringer kan begrundes i teknologiske forandringer. Den anden

ting er samfundsudviklingen. Spørgsmålet er, hvad der kommer først og betinger det andet – teknologi

eller samfund? Qvortrup vælger selv at tro på, at samfundet udvikler problemer, som det derefter for-
mer teknologierne for at løse – men disse udviklede teknologier kan så udløse nye problemer, så der-
for er det snarere et spørgsmål om, hvilken analytisk vinkel man lægger (Qvortrup, L., 2000, p.26). Jeg

vil nu kort følge Qvortrups iagttagelser først af samfundsudviklingen og dernæst kaste et bredere per-
spektiv på den teknologiske udvikling.

For at beskrive den aktuelle udvikling kigger Qvortrup på de samfundsformer, der går forud for infor-
mationssamfundet og tager her udgangspunkt i tre store samfundsfaser:

Kapitlet er baseret på Kulturministeriets rapporter om

museumsbrugerne samt perspektiver fra museologen Marilyn Hood og professor i Free-Choice Lear-
ning John Falk, som begge har bidraget med en udbygget viden om de underliggende motivationer, der

ligger til grund for at gå på museum. Min segmentbeskrivelse af den digitale generation er udviklet
med udgangspunkt i Don Tapscotts bog Grown Up Digital samt Marc Prensky’s Digital Natives, Digital
Immigrants. Jeg vil i kapitlets to sidste afsnit komme med nogle kortfattede perspektiveringer af de

kompetencekrav, som stilles til den digitale generation i dag samt nogle museumsdidaktiske overve-
jelser over, hvilke museumsdidaktiske læringspotentialer der kan være ved at benytte IKT som kom-
munikations- og læringsmiddel. Her er fokus rettet mod IKT og museerne og ikke hvordan de som

kommunikations- og læringsmidler specifikt kan føre til læring hos brugerne. Jeg vil uddybe relevan-
sen og afgrænsningen af disse perspektiverende afsnit i det følgende.

1.4 AFGRÆNSNING
Jeg har af hensyn til specialets omfang fravalgt et læringsteoretisk perspektiv på mit problemfelt. En

naturlig forlængelse af min problemformulering kunne have været: Hvordan lærer den digitale genera-
tion bedst, hvilken rolle museumsinstitutionen har som læringsrum, og hvordan kan museerne benytte

IKT som læringsmiddel? Når man taler om museumsoplevelser, ligger der en implicit forståelse af læ-
ring – at oplevelserne skal udvide eller udforske brugernes forståelse af den formidlede kulturarv. Jeg

har imidlertid valgt at holde fokus på kommunikationen og kommunikationsmidlerne (IKT). Jeg er
interesseret i, hvordan museerne kan revidere deres eksisterende kommunikation og udnytte de nye

kommunikationsrelationer og -midler, så deres modtagere i højere grad vil rette fokus på dem og be-
nytte dem. I takt med det informationsteknologiske samfunds kompetencekrav har man rettet op-
mærksomheden mod læring som en livslang proces og som noget, der ikke er forbeholdt uddannelses-
institutionerne. Endvidere har udviklingen af IKT medført et fokus på, at læring kan kombineres med

underholdning og med fordel kan stimuleres gennem interaktion og samarbejde. Der ligger et stort og
endnu uudnyttet potentiale for museerne heri, da de netop er uformelle læringsinstitutioner, som folk

frivilligt vælger at besøge. Museerne har fokus på læring, men oftest i relation til undervisningssam-
menhænge. Der er således blevet oprettet et e-museum1, hvor undervisningsmaterialer fra de danske

museer og science-centre er samlet, men der er endnu meget lidt fokus på uformel læring blandt de
voksne og de mange grupper og familier, der besøger museerne. Der vil således være stof nok til endnu
et speciale, og jeg har derfor valgt at afgrænse specialet ved at sætte et skel mellem kommunikation og
læring, selvom de to områder i praksis er indbyrdes relaterede.

Den mest afgørende faktor ved samfundets paradigmeskifte kan karakteriseres som en kommunikati-
onsrevolution. Som det vil fremgå af specialet, befinder vi os i et samfund, hvor der kommunikeres

mere end nogensinde før og gennem nye kommunikationsmidler, der i høj grad medfører nye relatio-
ner mellem kommunikationens parter. Dette kapitel vil skitsere den kommunikationsteoretiske forsk-
ning, der har været kendetegnet ved en dikotomi mellem to paradigmer: Kommunikation som trans-
mission og kommunikation som interaktion. Jeg har derudover fundet det nødvendigt, at nuancere in-
teraktionsbegrebet yderligere, idet jeg i min belysning af fænomenet ”Web 2.0” har erfaret, at interak-
tion i mange tilfælde benyttes som synonym for Web 2.0. De fleste informations- og kommunikations-
teknologiske nyskabelser i dag er baseret på interaktion, men interaktionens kommunikationsmønstre

kan imidlertid antage forskellige grader af interaktion, hvorfor jeg har benyttet mig af en artikel af
professor i interaktive medier Jens F. Jensen, som belyser interaktionsbegrebet ud fra fire kategorier. I
umiddelbar forlængelse af kapitlets nuancering af interaktionsbegrebet vil jeg inddrage et konkret
eksempel fra et museums anvendelse af Web 2.0 som kommunikationsmiddel, der illustrerer, hvordan
en bred forståelse af interaktionsbegrebet kan medføre en smal anvendelse af det i praksis. Kapitlets
kommunikationsteorier vil blive anvendt som udgangspunkt for mine konkrete løsningsforslag til
Danmarks Fotomuseum og Holstebro Museum.
 Museumsbrugerne fra den digitale generation: Hvad karakteriserer den digitale generation
og hvilke krav og forventninger har de til museernes oplevelser og kommunikation?
Museernes brugere har historisk været tilgået som passive modtagere af den formidlede kulturarv. I
dag er denne rolle ikke længere fast. Med det informationsteknologiske samfund er der opvokset en ny
digital generation, som er væsensforskellig fra de tidligere generationer, som i dag udgør museernes

kernebrugere. Den digitale generation har gennem en naturlig assimilering af de nye teknologier væ-
ret vant til at påvirke og interagere, hvilket står i kontrast til museumsinstitutionens nuværende prak-
sis, der i stor udstrækning administreres af ”digitale immigranter” (Prensky, 2001), der er opvokset før

internettet. Dette synspunkt er måske sat lidt på spidsen, men som mine to cases illustrerer, er det

ikke langt fra virkeligheden. Kulturministeriet har netop udført to omfattende undersøgelser af muse-
ernes brugere og webbrugere, som i rapporterne er blevet inddelt i segmenter ud fra brugernes hold-
ninger, værdier og livsstil, men disse tegner dog ikke et tilstrækkeligt billede af den digitale generation

(fra 1977 til i dag). Da denne generation adskiller sig markant fra de foregående, og da den vil danne

fundamentet for museernes fremtid, har jeg valgt at udvikle en segmentbeskrivelse, der kaster et bre-
dere perspektiv på disses internetvaner, motivationer, værdier og holdninger, som er de underliggen-
de faktorer, der er med til at afgøre, hvorvidt de vil vælge eller fravælge at bruge deres fritid på et mu-
seum eller en museumshjemmeside. Jeg vil basere mine løsningsforslag til de to museer på denne

Jeg vil indledningsvis forsøge at indkredse, hvordan samfundet beskrives lige nu, og hvad det betyder
for min videre diskussion af samfundets nye kommunikationsformer. Til dette formål har jeg valgt at

støtte mig til professor i multimedier Lars Qvortrup, som gennem værkerne Det hyperkomplekse sam-
fund, Det lærende samfund og Det vidende samfund belyser, hvilke udfordringer vi står over for i dag og

hvilken funktion IKT som lærings- og kommunikationsmiddel kan have til at håndtere samfundets
hyperkomplekse udfordringer. Som Qvortrup pointerer, er paradigmeskiftet centreret om to forhold;
samfundets udvikling og de teknologiske nyskabelser, som er opstået i forbindelse med internettets

massive udbredelse. Jeg vil derfor belyse begge forhold, men med et særligt fokus på det nye kommu-
nikationsunivers (Castells M., 2003), der er opstået med udviklingen af World Wide Web. Jeg vil skitse-
re de fænomener, der vedrører webbets organisations- og kommunikationsformer på baggrund af

forskellige perspektiver; det være sig mere teoretisk funderede værker som Internetgalaksen af Manu-
el Castells, E-læring på web 2.0 af Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen og mere populærvidenskabeli-
ge værker og artikler som udpeger en række tendenser, der er baseret på omfangsrige kvantitative

som kvalitative undersøgelser som eksempelvis Wikinomics af Don Tapscott og Anthony Williams og
artikler af ophavsmanden til betegnelsen ”Web 2.0” Tim O’Reilly. På den måde får jeg mulighed for at

belyse webbet gennem et bredt perspektiv og gennem et mere anvendelsesorienteret teoretisk per-
spektiv på webbet som kommunikationsmiddel. Jeg vil afslutningsvist i kapitlet undersøge museernes

anvendelse af webbet gennem medieforskeren Werner Schweibenz kategorisering af museumshjem-
mesider.

 Museumsinstitutionens rolle i det informationsteknologiske samfund: Hvordan påvirker
det informationsteknologiske samfund museumsinstitutionens fremtidige rolle og funktion?
Dette kapitel indkredser museumsinstitutionen gennem et perspektiv på den museologiske disciplin
og de lovmæssige rammer og kulturpolitiske signaler. Samfundets paradigmeskifte har også sat sine

spor i museumsinstitutionen og med den teknologiske udvikling er selve museumsinstitutionens frem-
tidige rolle, værdier og funktion blevet sat til diskussion. Den gennemgribende udfordring er de nye

kommunikationsformer, der er opstået i kølvandet af samfundets og teknologiernes udvikling. Kapitlet
vil tegne et historisk rids af museernes oprindelse med henblik på at kunne udpege den fremtidige

retning, som museerne vil skulle navigere i. Det teoretiske fundament vil således basere sig på muse-
umslovgivning, rapporter fra Kulturministeriet samt museologiske perspektiver på museernes udvik-
ling og fremtidige udfordringer.

 Kommunikationsteorier: Hvilke konsekvenser har den informationsteknologiske udvikling for
samfundets kommunikationsformer?

1.3 SPECIALETS TEORI, METODE OG OPBYGNING
Specialet omhandler museale kommunikationsprocesser, som foregår ved anvendelse af IKT. Min
fremgangsmåde til at angribe specialets problemfelt tager derfor udgangspunkt i de hovedelementer,

som en simpel kommunikationsproces vil involvere, nemlig afsender (museumsinstitutionen), modta-
ger (brugerne) og kommunikationsmidlet (IKT). Da specialets præmis bygger på et paradigmeskifte,

der har medført forandringer inden for alle samfundets organisations- og kommunikationsformer,

betyder det, at kommunikationsprocessen påvirkes og formes på et større makroniveau, hvor relatio-
nerne mellem kommunikationens parter kan antage nye og komplekse strukturer.

Jeg har valgt at belyse specialets genstandsfelt ud fra et overvejende teoretisk perspektiv. Min metode

er derfor at sammenholde og diskutere en række teorier, som hver især relaterer sig til problemfor-
muleringen. Til en nærmere konkretisering af opgavens problemfelt har jeg i specialets kapitel 7 valgt

at inddrage to cases, henholdsvis Holstebro Museum og Danmarks Fotomuseum. Valget af de to muse-
er er truffet ud fra den simple årsag, at de begge halter langt bagefter den informationsteknologiske

udvikling og derfor vil kunne fungere som et godt fundament til at illustrere flest mulige pointer. Løs-
ningsforslagene til de to museer baserer sig på specialets teoretiske fundament, men tager udgangs-
punkt i de to museers konkrete kontekster. Jeg har efter personlige samtaler med direktørerne fra

begge museer indkredset deres reelle behov og formål med løsningsforslagene. Danmarks Fotomuse-
um har således udtrykt et ønske om nogle løsningsforslag til, hvordan de ved hjælp af IKT vil kunne

kommunikere målrettet til de yngre digitale brugere og samtidig styrke deres kommunikation med
deres nuværende kernebrugere. I den forbindelse vil de også gerne have nogle forslag til, hvordan

museumsoplevelserne i museet og på deres hjemmeside vil kunne blive styrket ved hjælp af IKT. Hol-
stebro Museum har allerede igangsat en række digitale initiativer til den digitale generation i museet

og ønsker derfor, at jeg fokuserer på deres hjemmeside. Museet har netop fået en ny hjemmeside, men

har ikke gjort sig nogen overvejelser om, hvordan den skal bruges til at kommunikere eller skabe op-
levelser til den digitale generation. Museet har især udtrykt ønske om, at løsningsforslagene tager ud-
gangspunkt i, hvordan sociale medier vil kunne styrke deres kommunikation og digitale oplevelser.

For at besvare min problemformulering har jeg valgt at opstille følgende delproblemer, som tilsam-
men vil udgøre specialets teoretiske fundament og som vil blive gennemgået som særskilte kapitler i

kronologisk rækkefølge:
 Det informationsteknologiske samfund: Hvad karakteriserer det informationsteknologiske
samfund og hvilken betydning har IKT og internettet for samfundets kommunikationsformer?

bet, og om hvordan de kan målrette deres webkommunikation til en brugergruppe, som de ikke har
nogen konkret viden om. Dette speciale tager derfor afsæt i den hypotese, at hvis museerne skal sikre

deres fremtidige grundlag som formidlere af kulturarven, må de justere deres eksisterende formid-
lingsindsats i forhold til større viden om IKT og om den digitale generations internetvaner, interesser,

motivationer og kompetencer. Men ét er dog at kommunikere målrettet til brugergruppen ved hjælp af

IKT, noget andet er at udvikle relevante digitale oplevelser, der vil øge gruppens tilfredshed med mu-
seumsoplevelsen. Dette speciale vil derfor forsøge at bidrage med en segmentbeskrivelse af den digita-
le generation og på baggrund af denne udvikle en række løsningsforslag til dels hvordan museerne ved

hjælp af IKT kan kommunikere effektivt til målgruppen, og dels hvordan de vil kunne øge gruppens
tilfredshed med museumsbesøget. Følgende problemformulering danner afsæt for specialet:

Hvad kendetegner den digitale generation og hvordan kan museerne ved hjælp af IKT kommunikere mål-
rettet til denne målgruppe? Hvilke krav og forventninger har den digitale generation til museumsoplevel-
serne og hvordan kan disse imødekommes gennem IKT?

Mit bidrag skal ses som overordnede løsningsforslag, som museerne vil kunne benytte som et grundigt
teoretisk funderet udgangspunkt til at justere deres kommunikation i forhold til, men disse vil dog
skulle benyttes med udgangspunkt i det specifikke museums formål. Det er museets indhold, der skal
være styrende for anvendelsen af IKT og ikke omvendt. Jeg har valgt at inddrage to konkrete museer,

Danmarks Fotomuseum og Holstebro Museum, som en praktisk belysning af, hvordan løsningsforsla-
gene reelt vil kunne implementeres i henholdsvis et lille kommunalt museum og i et større statsstøttet

museum.
1.3 BAGGRUND FOR SPECIALET
Dette speciale er produktet af en idé, der opstod under min grunduddannelse i Kunsthistorie med

supplering i Museologi. Gennem mit teoretiske og praktiske arbejde med museerne i Danmark erfare-
de jeg, at museernes formidling kun i begrænset omfang benytter sig af informations- og kommunika-
tionsteknologierne, hvilket kan resultere i, at museerne mister deres relevans for de museumsbrugere,

der til hverdag er vant til at kommunikere gennem IKT. Med min efterfølgende kandidatuddannelse i

Webkommunikation har jeg fået en grundig lærings- og kommunikationsteoretisk indsigt til at vurde-
re, hvorfor det forholder sig sådan og mere konkret hvilke muligheder og begrænsninger IKT som

kommunikations- og læringsmiddel kan medføre i praksis. Dette speciale er et forsøg på at bidrage

med et webkommunikationsteoretisk perspektiv, der kan identificere og udpege nogle konkrete løs-
ningsforslag til, hvordan museerne kan udnytte digitaliseringen konstruktivt og fremadrettet, så de

vedbliver at være relevante og måske endda mere benyttede end de er i dag.

Museernes udfordring
Ikke-brugernes opløftende udsagn om museernes værdi må selvfølgelig ikke
skygge for en anden vigtig pointe i Den Nationale Brugerundersøgelse: En
væsentlig del af befolkningen bruger ikke de danske museer i særlig stor
udstrækning. Sammensætningen af museernes besøgende afspejler ikke sam-
mensætningen af befolkningen, og hvis vi ønsker at museer fortsat skal spille en
rolle i udviklingen af demokratiet, er det vores opgave at få et større udsnit af
befolkningen til at besøge os. Den opgave er svær. Det er en stor udfordring at
gøre museer vedkommende for de mennesker, der enten ikke føler sig inddraget
og adresseret, eller som bare har lyst til at bruge deres tid på noget andet end at
gå på museum. På SMK griber vi udfordringen gennem tre typer af indsatser:

1) Ny viden
Vi arbejder ud fra en overbevisning om, at et større kendskab til ikke-bru-
gere er nøglen i arbejdet med at skabe en mere forskellig brugergruppe. Den
Nationale Brugerundersøgelse er et vigtigt redskab i det arbejde. Især i år,
hvor undersøgelsen har et specifikt fokus på de dele af befolkningen, der
ikke har besøgt et af landets museer inden for det seneste år. Indsatsen er
imidlertid kontinuerlig, og skal bidrage til, at museet hele tiden får input fra
de dele af befolkningen, vi normalt ikke er i berøring med.

2) Nye sammenhænge
Arbejdet med at udvikle diversitet og forskellighed på SMK handler i høj
grad om de aktiviteter, der foregår uden for museets adresse på Sølvgade i
København. På digitale platforme har vi en mulighed for at nå et stort antal
mennesker, der befinder sig langt væk fra museet både fysisk og mentalt,
hvilket gør den digitale formidling og tilgængeliggørelse af samlingen til et
kardinalpunkt i indsatsen. En drøm om at åbne en SMK-filial i Thy er på
samme måde et omdrejningspunkt, ikke mindst fordi drømmen har givet
museet en mulighed for at indgå i egentlige samtaler med nogle af de menne-
sker i Danmark, der er allerlængst væk fra museet.

3) Nye fællesskaber
Gennem arbejdet med bevidst snæversynede forløb og aktiviteter, har vi
igennem flere år inviteret nye brugere ind i nye fællesskaber på SMK.
Fællesskaberne kan være vidt forskellige, men deres fælles udgangspunkt
er, at de har afsæt i én specifik brugergruppes liv og behov, og at museets
samling og ramme bruges til at imødekomme dette behov. Arbejdet har taget
form som fx det åbne mødested SMK KOM, hvor alle interesserede bruger
museets samling som afsæt for at lære dansk, eller som SMK Fridays, hvor
museet og museets samling er udgangspunkt for en social begivenhed for de
mennesker, der er i landets hovedstad en fredag aften.

AF MIKKEL BOGH, DIREKTØR, OG LISE KORSGAARD,
VICEDIREKTØR OG KOMMUNIKATIONSCHEF, SMK
Årets undersøgelse af museernes ikke-brugere peger
på en fælles udfordring for museerne: For at kunne
udvikle vores demokratiske rolle og opgave, skal vi
i dialog med flere forskellige dele af befolkningen.
Opgaven er svær, men på SMK viser erfaringer, at
løsningen måske findes lige præcis der, hvor museer
er allerbedst.

”Museer er vildt vigtige”
Der er opbakning til landets museer. Ikke kun blandt de brugere, som indgår i
de seneste års publikumsrekorder, men også blandt de såkaldte ikke-brugere,
der deler en forståelse af, at kunst og kultur spiller en unik rolle i samfundet og
fællesskabet.

I Den Nationale Brugerundersøgelse fra 2018 siger en ikke-bruger, at ”museer
er vildt vigtige”. En anden supplerer: ”Selvfølgelig er museer vigtige! Det er
vores historie, og det skal man have en mulighed for at komme ind og se, hvis
det interesserer én. Det ville være helt forkert, hvis de ikke var der.” Udsag-
nene står ikke alene. 65 procent af alle danske ikke-brugere mener, at museer
har en samfundsmæssig betydning, og de giver udtryk for, at det er vigtigt eller
meget vigtigt, at vi har museer i Danmark. Ikke-brugerne ser det som en værdi,
at museer bevarer kulturarven, at museer bidrager til børns uddannelse, og at
museer har en betydning for andre mennesker i samfundet. Museer bliver set
som vigtige for vores fælles historie og samfund, med andre ord.

Meningsfulde oplevelser
En anden pointe fra ikke-brugerundersøgelsen er, at museumsbesøget skal være
lærerigt – hvilket står i modsætning til, at nogle af de interviewede påpeger, at
der er en forventning om, at man skal lære noget, og at det er mentalt krævende
at gå på museum. Jeg tror dog, læringspædagogikken er en museal pædagogik,
som mange museer er ved at forlade i større eller mindre grad. Den har sin rod

i en engelsk museumstradition om ”det lærende museum”, og er en tradition
om, at museerne skal ”stoppe” viden ind i hovedet på gæsterne. Denne udstil-
lingspædagogik er i højere grad ved at blive afløst af, at man vil give gæsterne
meningsfulde oplevelser og udfolde dilemmaer og nye udfordrende perspektiver,
hvor gæsten anerkendes som en part i fortællingen og må tage stilling til sig
selv og omverdenen. Museerne bliver dermed mindre faktabaserede og med god
grund, for hvem har ikke sin telefon ved hånden og kan google hvilken som helst
spørgsmål og få en håndfulde hurtige svar på fakta? Mon ikke denne ændring
hen ad vejen kan bidrage til, at museerne får flere ikke-brugere ind ad døren.
Altså såfremt museerne vender blikket udad og spørger, hvad der rører sig
blandt de borgere, vi endnu ikke har formået at møde i dét, de vil, og vi kan!

Betydning for den enkelte
Igen kan man tage afsæt i det naturhistoriske. Mindre end en kilometer fra
Naturhistorisk Museum i Aarhus ligger Riis Skov, der som en af landets mest
besøgte skove hvert år gæstes af langt over en million mennesker. Man kan sige,
at interessen for naturen er enorm blandt de mennesker, der lever lige omkring
museet. Men vi ser altså stadig kun en brøkdel af Aarhus natur-nysgerrige
borgere på museet.
Vores bedste bud på forklaringen bag er, at dét folk er interesseret i ikke
udelukkende er en ræv, en blåmejse eller en udstilling om evolution eller om
fødekæder. Dyrene er som sådan ”søde” og ”vigtige” nok, men på museet mister
de på forunderlig vis betydningen, hvis relationen til helhedsoplevelsen brydes.

Dér, hvor dyrene isoleret set har den største betydning, er i den unikke oplevel-
se ude i naturen. Hvis man fx oplever et kuld rævehvalpe, der leger foran ind-
gangen til en rævegrav, kommer tæt på en levende hugorm en forårsdag, eller
oplever admiral sommerfugle i ti tusindental på efterårstræk – det giver en unik
her-og-nu oplevelse, som kan gøre et udsletteligt indtryk. Det kommer vi aldrig
til at kunne matche på et museum. En udstilling skal omhandle noget vigtigt,
der har betydning for den enkelte, noget vi kan relatere os til, noget der rører os
og har betydning i vores liv. En udstilling skal give noget vigtigt at tænke over!