Blog

Museernes udfordring
Ikke-brugernes opløftende udsagn om museernes værdi må selvfølgelig ikke
skygge for en anden vigtig pointe i Den Nationale Brugerundersøgelse: En
væsentlig del af befolkningen bruger ikke de danske museer i særlig stor
udstrækning. Sammensætningen af museernes besøgende afspejler ikke sam-
mensætningen af befolkningen, og hvis vi ønsker at museer fortsat skal spille en
rolle i udviklingen af demokratiet, er det vores opgave at få et større udsnit af
befolkningen til at besøge os. Den opgave er svær. Det er en stor udfordring at
gøre museer vedkommende for de mennesker, der enten ikke føler sig inddraget
og adresseret, eller som bare har lyst til at bruge deres tid på noget andet end at
gå på museum. På SMK griber vi udfordringen gennem tre typer af indsatser:

1) Ny viden
Vi arbejder ud fra en overbevisning om, at et større kendskab til ikke-bru-
gere er nøglen i arbejdet med at skabe en mere forskellig brugergruppe. Den
Nationale Brugerundersøgelse er et vigtigt redskab i det arbejde. Især i år,
hvor undersøgelsen har et specifikt fokus på de dele af befolkningen, der
ikke har besøgt et af landets museer inden for det seneste år. Indsatsen er
imidlertid kontinuerlig, og skal bidrage til, at museet hele tiden får input fra
de dele af befolkningen, vi normalt ikke er i berøring med.

2) Nye sammenhænge
Arbejdet med at udvikle diversitet og forskellighed på SMK handler i høj
grad om de aktiviteter, der foregår uden for museets adresse på Sølvgade i
København. På digitale platforme har vi en mulighed for at nå et stort antal
mennesker, der befinder sig langt væk fra museet både fysisk og mentalt,
hvilket gør den digitale formidling og tilgængeliggørelse af samlingen til et
kardinalpunkt i indsatsen. En drøm om at åbne en SMK-filial i Thy er på
samme måde et omdrejningspunkt, ikke mindst fordi drømmen har givet
museet en mulighed for at indgå i egentlige samtaler med nogle af de menne-
sker i Danmark, der er allerlængst væk fra museet.

3) Nye fællesskaber
Gennem arbejdet med bevidst snæversynede forløb og aktiviteter, har vi
igennem flere år inviteret nye brugere ind i nye fællesskaber på SMK.
Fællesskaberne kan være vidt forskellige, men deres fælles udgangspunkt
er, at de har afsæt i én specifik brugergruppes liv og behov, og at museets
samling og ramme bruges til at imødekomme dette behov. Arbejdet har taget
form som fx det åbne mødested SMK KOM, hvor alle interesserede bruger
museets samling som afsæt for at lære dansk, eller som SMK Fridays, hvor
museet og museets samling er udgangspunkt for en social begivenhed for de
mennesker, der er i landets hovedstad en fredag aften.

AF MIKKEL BOGH, DIREKTØR, OG LISE KORSGAARD,
VICEDIREKTØR OG KOMMUNIKATIONSCHEF, SMK
Årets undersøgelse af museernes ikke-brugere peger
på en fælles udfordring for museerne: For at kunne
udvikle vores demokratiske rolle og opgave, skal vi
i dialog med flere forskellige dele af befolkningen.
Opgaven er svær, men på SMK viser erfaringer, at
løsningen måske findes lige præcis der, hvor museer
er allerbedst.

”Museer er vildt vigtige”
Der er opbakning til landets museer. Ikke kun blandt de brugere, som indgår i
de seneste års publikumsrekorder, men også blandt de såkaldte ikke-brugere,
der deler en forståelse af, at kunst og kultur spiller en unik rolle i samfundet og
fællesskabet.

I Den Nationale Brugerundersøgelse fra 2018 siger en ikke-bruger, at ”museer
er vildt vigtige”. En anden supplerer: ”Selvfølgelig er museer vigtige! Det er
vores historie, og det skal man have en mulighed for at komme ind og se, hvis
det interesserer én. Det ville være helt forkert, hvis de ikke var der.” Udsag-
nene står ikke alene. 65 procent af alle danske ikke-brugere mener, at museer
har en samfundsmæssig betydning, og de giver udtryk for, at det er vigtigt eller
meget vigtigt, at vi har museer i Danmark. Ikke-brugerne ser det som en værdi,
at museer bevarer kulturarven, at museer bidrager til børns uddannelse, og at
museer har en betydning for andre mennesker i samfundet. Museer bliver set
som vigtige for vores fælles historie og samfund, med andre ord.

Meningsfulde oplevelser
En anden pointe fra ikke-brugerundersøgelsen er, at museumsbesøget skal være
lærerigt – hvilket står i modsætning til, at nogle af de interviewede påpeger, at
der er en forventning om, at man skal lære noget, og at det er mentalt krævende
at gå på museum. Jeg tror dog, læringspædagogikken er en museal pædagogik,
som mange museer er ved at forlade i større eller mindre grad. Den har sin rod

i en engelsk museumstradition om ”det lærende museum”, og er en tradition
om, at museerne skal ”stoppe” viden ind i hovedet på gæsterne. Denne udstil-
lingspædagogik er i højere grad ved at blive afløst af, at man vil give gæsterne
meningsfulde oplevelser og udfolde dilemmaer og nye udfordrende perspektiver,
hvor gæsten anerkendes som en part i fortællingen og må tage stilling til sig
selv og omverdenen. Museerne bliver dermed mindre faktabaserede og med god
grund, for hvem har ikke sin telefon ved hånden og kan google hvilken som helst
spørgsmål og få en håndfulde hurtige svar på fakta? Mon ikke denne ændring
hen ad vejen kan bidrage til, at museerne får flere ikke-brugere ind ad døren.
Altså såfremt museerne vender blikket udad og spørger, hvad der rører sig
blandt de borgere, vi endnu ikke har formået at møde i dét, de vil, og vi kan!

Betydning for den enkelte
Igen kan man tage afsæt i det naturhistoriske. Mindre end en kilometer fra
Naturhistorisk Museum i Aarhus ligger Riis Skov, der som en af landets mest
besøgte skove hvert år gæstes af langt over en million mennesker. Man kan sige,
at interessen for naturen er enorm blandt de mennesker, der lever lige omkring
museet. Men vi ser altså stadig kun en brøkdel af Aarhus natur-nysgerrige
borgere på museet.
Vores bedste bud på forklaringen bag er, at dét folk er interesseret i ikke
udelukkende er en ræv, en blåmejse eller en udstilling om evolution eller om
fødekæder. Dyrene er som sådan ”søde” og ”vigtige” nok, men på museet mister
de på forunderlig vis betydningen, hvis relationen til helhedsoplevelsen brydes.

Dér, hvor dyrene isoleret set har den største betydning, er i den unikke oplevel-
se ude i naturen. Hvis man fx oplever et kuld rævehvalpe, der leger foran ind-
gangen til en rævegrav, kommer tæt på en levende hugorm en forårsdag, eller
oplever admiral sommerfugle i ti tusindental på efterårstræk – det giver en unik
her-og-nu oplevelse, som kan gøre et udsletteligt indtryk. Det kommer vi aldrig
til at kunne matche på et museum. En udstilling skal omhandle noget vigtigt,
der har betydning for den enkelte, noget vi kan relatere os til, noget der rører os
og har betydning i vores liv. En udstilling skal give noget vigtigt at tænke over!

Så man kan starte med at spørge, hvad interesserer ikke-brugerne? Af undersø-
gelsen fremgår det, at bl.a. TV og film samt sport er topscorer, og det må man jo
nok erkende, at der ikke er så forfærdelig meget af på de danske museer lige nu!
Så en måde at ”lokke” ikke-brugerne ind på museerne kan være at appellere til
disse temaer og andre på listen i undersøgelsen – og med kant, kreativitet, per-
spektiver og fantasi, der bringer det bedste frem i museet, temaet og den bruger,
som endnu ikke opfatter sig som museumsgæst – endnu!

61

Et glimrende eksempel så man på Viborg Museum, der for få år siden lavede ud-
stillingen om Olsen-banden, der bragte helt nye brugergrupper ind på et ellers
forholdsvis traditionelt museum. En lignende succes oplever vi på Naturhisto-
risk Museum i Aarhus gennem udstillingen ”Frihedens Værksted” om Troels

Kløvedals eventyrlige sejlerliv og møde med verdens kulturer. Mange kender

Troels Kløvedal fra bøger (som er ikke-brugernes tredjestørste interesse), fore-
drag og utallige Tv-programmer. Troels Kløvedal har som en særlig kulturper-
sonlighed igennem årtier haft overraskende stor betydning for mange borgere
overalt i landet. Det er de tilbagemeldinger vi uhjulpet får indblik i via udstillin-
gens logbog, som rigtigt mange mennesker skriver i. Temaet er nærværende og
har betydning for gæsterne, ligesom de relaterer sig til personen, fortællingerne
og værdierne i udstillingen – enten fordi de selv er sejlere eller blot kan se sig
selv i de syv hovedtemaer som udstillingen omhandler: Kærlighed, Frihed, Fæl-
lesskab, Livet, Havet, Eventyret og den livslange nysgerrighed. Hvor Naturhi-
storisk Museums sædvanlige publikum er en kvinde mellem 30 og 50 år med to
børn ved hånden, oplever vi nu et forfriskende supplement af ægtepar, grupper
af private og ikke mindst en stor del erhvervsgrupper. Museets besøgstal er med
den nye udstilling mere end fordoblet.
Relevans er derfor af den allerstørste betydning for at gøre folk nysgerrige og for
at få ikke-brugere til at besøge museerne.

HVORDAN FÅR VI IKKE-BRUGERNE

IND GENNEM DØREN?
AF HENRIK SELL, VICEDIREKTØR OG FORMIDLINGSCHEF,
NATURHISTORISK MUSEUM, AARHUS
Relevans er af allerstørste betydning for at gøre folk
nysgerrige og for at få ikke-brugere til at besøge
museerne.
Relevans og ikke-brugernes interesser
Ikke-brugerundersøgelsen sætter fokus på, at ikke-brugerne synes, at museerne
er mindre relevante for dem; at museerne ikke henvender sig til dem og ikke
beskæftiger sig med det, som interesserer dem. Det er efter min mening den
allerstørste barriere for at få ikke-brugere ind gennem hoveddøren.
Nu skal man jo være forsigtig med at anse museumsfolk som repræsentative for
befolkningens holdninger og erfaringer – som fagfolk, med begge fødder plantet
i museumsverdenen, er vi næppe gennemsnitlige på det punkt, men mange af
os kender følelsen og oplevelserne fra besøg i storbyer rundt omkring i Europa.

Hvor mange kunsthistoriske museumsmedarbejdere besøger fx jernbanemuse-
er? Hvor mange medarbejdere fra kulturhistoriske museer besøger museer med
religiøse temaer? Eller hvor mange af mine kolleger fra de naturhistoriske mu-
seer frekventerer kunstmuseer som deres foretrukne kulturoplevelse? Jeg tror,
vi kender svaret, hvis man ser generelt på det. Der er i sagens natur en tendens
til, at man besøger museer, der behandler emner, som man har særlig interesse
i – og som dermed har en højere grad af relevans for den enkelte.

Nye venskaber

På Frederiksbergmuseerne har de også brugbare erfaringer med, hvordan mu-
seet kan bruges til nye sociale kontakter. Her afholder de netværksopbyggende
forløb for socialt isolerede og ensomme ældre. Museet har kontakt til kommu-
nernes forebyggende hjemmebesøg, og når disse oplever borgere med svage
sociale netværk, kan et museumsbesøg blive ordineret. Disse borgere mødes på
museet med folk i en lignende situation og foreløbige resultater viser, at bånd
knyttes mellem deltagerne, og nye venskaber skabes.
Museer mod ensomhed
Ikke-brugerundersøgelsen viser, at manglende sociale kontakter er en årsag til
fravalg af museumsbesøg, men som eksemplerne herover viser, så kan museer
blive steder for social kontakt.
Museer har som en del deres DNA, at de er vigtige dannelses- og læringssteder
for vores undervisningssektor. Der er noget, der er blevet prioriteret og støttet
for at styrke vores fælles viden og demokrati.

Museerne er tydeligt også rum, der kan fungere som sociale rum, og i et sam-
arbejde med sundhedsvæsenet, kommuner og NGO’er kan museer være med
til at hjælpe civilsamfundet med at bekæmpe ensomhed og understøtte bedre
netværksdannelse.
Ensomhed og manglende sociale netværk er et samfundsproblem, som ligger
uden for museerne, men det er samtidigt noget, som museer kan være med til at
hjælpe med at løse.

En anden af de interviewede, Cecilie på 22 år, vægter også det sociale: ”En god
oplevelse er altid noget, som jeg deler med andre. På en eller anden måde får
man et større udbytte, når man er sammen andre – det er bedre at være til kon-
cert, i teatret eller på museum med nogen.”

Museer er der, man er sammen
Fra den nationale brugerundersøgelse ved vi, at museer er steder, der vælges,
når man vil have oplevelser sammen med andre. Siden 2009 hvor undersøgel-
ser er blevet påbegyndt har mellem 92% og 93% besøgt museerne sammen med
andre. I 2018 besøgte 92% et museum sammen med andre. Men hvad så, når
man ikke har nogle at tage på tur med? Hvis der er en barriere, er løsningen så
at gøre museerne til mindre sociale steder?
Nej, det tror jeg bestemt ikke. Der er formodentlig ikke nogle af dem, jeg citerer
fra undersøgelsen, som ikke kunne tænke sig at lave en aktivitet med andre.
Museernes skal i stedet arbejde endnu mere med deres sociale potentiale. Det
kan ske ved at få flest mulige til at føle sig velkomne på museerne, og ved at
museerne tage initiativer, som skaber nye sociale forbindelser.
Nye besøgende skal føle sig velkomne ved, at deres oplevelse og dagsorden bliver
prioriteres mindst ligeså højt som museets dagsorden om at fortælle bestemte
historier. I forhold til det sociale aspekt ved besøget tror jeg, at hverken lavere
pris eller andet indhold vil flytte mange besøgende, men derimod at man bliver
budt velkommen eller inviteret ind på museet af nogen. Nina Simon beskriver i
hendes bog The Art of Relevance, at museet skal tænke på, hvordan de kan hjæl-
pe dem, der er museets outsiders til at blive insiders. En enkelt måde, det kan
ske på, er ved at få en insiders til at invitere en outsider indenfor. Det kan for
eksempel være ved at gøre det nemt og attraktivt for museets årskortindehavere
eller andre af museets ”ambassadører” at invitere folk med på museumsbesøg.
Noget andet, der er værd at arbejde med er initiativer, der bruger museers rum
til at skabe eller styrke sociale sammenhænge.
Nye fælleskaber for familier ramt af demens

Erindringer i fællesskab er et nyt forløb, som Den Gamle By og Aarhus Kommu-
ne står bag. Forløbene foregår i den lejlighed, museet har indrettet til remi-
niscensforløb for ældre. Deltagerne er par, hvor den ene af dem fornyligt har
fået en demensdiagnose. En af sygdommens mange svære konsekvenser er, at
det sociale liv ofte skal gentænkes. Man er ikke længere som person eller par
det, man var før. De pårørende kan også være flove over, at den person, man er
tæt knyttet til, ikke opfører sig som tidligere.
Et formål med Erindringer i fællesskab er, at de ældre ramt af demens og de
pårørende kan høre om, hvordan man kan bruge historie og erindring til at gøre
dagligdagen nemmere. Et andet formål er, at museet kan blive en ramme om
social aktivitet for borgere, der skal til at gentænke den måde, de normalt lever
på og omgås andre.

AF MARTIN BRANDT DJUPDRÆT, OVERINSPEKTØR, DEN GAMLE BY
Folk vælger museer fra, hvis de ikke har nogen at
opleve dem sammen med. Men museer kan blive nye
rum for sociale fællesskaber.

Folks sociale liv har stor betydning i forhold til at bruge museet som en fritidsak-
tivitet. Det viser Slot- og Kulturstyrelsens undersøgelse om museernes ikke-bru-
gere. I undersøgelsens kvantitative del er den tredje hyppigste årsag til ikke at
besøge museer oftere, at ”jeg kender ingen, som vil med mig på museum”. Og når
ikke-brugerne svarer på, hvad der kunne få dem til at besøge et museum er et af
de hyppigste svar: ”At jeg har nogle at gå på museum sammen med”.

Undersøgelsen består også af 15 kvalitative interviews af ikke-brugere med kor-
tere uddannelser. I de interview fremhæver flere af dem også det sociale aspekt:

”Jeg synes, det er sjovt at tage på museum en gang imellem, men det kræver,
at man har nogen at tage afsted med.” siger Charlotte på 37 år. Manglende
social kontakt er også noget, Kim på 47 år fortæller om: ”Jeg vil sige, at det vil
også hjælpe, hvis man havde nogen at tage sammen med, så man ikke følte sig
alene”.

Henning på 67 år siger: ”Jeg gider bare ikke tage på museum. Så meget interes-
serer det mig bare ikke – og slet ikke alene! Det skal være sammen med nogen,
men alene det gider jeg ikke.”
Henning gider bare ikke tage på museum – og dog, hvis han tog afsted sammen
med nogen, kunne han måske godt prioritere det.

Der er foretaget en statistisk analyse af, hvilke faktorer
der har størst betydning for den samlede museumsop-
levelse. Analysen bidrager til at forstå, hvorvidt forhold
umiddelbart har større eller mindre betydning for
den samlede oplevelse. Hvis positive vurderinger af et
bestemt forhold ofte ses sammen med positive samle-
de vurderinger – og omvendt – siges, at forholdet har
betydning for den samlede oplevelse. I den konkrete
statistiske analyse er metoden Relative Weights anvendt,
idet metoden har nogle fordele i forhold til almindelig
regressionsanalyse.

Besøgsstederne er inddelt i tre kategorier: kunst, kultur-
historie og naturhistorie. Med udgangspunkt i oplysnin-
ger fra Danmarks Statistiks museumsstatistik er besøgs-
stedet indplaceret i en af de tre kategorier.

Brugerundersøgelsen inddrager som sammenlignings-
grundlag data fra Danmarks Statistik fra ferde kvar-
tal 2018. Der skal tages forbehold for, at Danmarks

Statistiks opgørelse af uddannelsesniveau er forskellig
fra opgørelsen af uddannelsesniveau i brugerundersø-
gelsen. I brugerundersøgelsen er brugere på 14 år eller
derover registreret på deres igangværende eller afsluttede
uddannelse. I Danmarks Statistiks tal for den danske
befolkning er borgere på 15 år eller derover registreret
ved deres højeste afsluttede uddannelse.
Ikke-brugerundersøgelsens metode
I forbindelse med årets brugerundersøgelse er der tillige
gennemført en ikke-brugerundersøgelse. Ikke-bruge-
rundersøgelsen er baseret på en repræsentativ spørge-
skemaundersøgelse samt kvalitative dybdeinterviews.

Ikke-brugere er her defneret som personer bosiddende
i Danmark, som ikke har brugt et dansk museum de
seneste 12 måneder eller mere.
Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført som en
panelundersøgelse blandt 2.136 danskere i alderen 16-74
år. Kapitlet er baseret på svar fra 918 ikke-brugere i alde-
ren 16-74 år, der altså er identifceret gennem panelun-
dersøgelsen.

Der er her valgt at inkludere en mindre gruppe af
personer (5 %), der ikke husker tidspunktet for deres
seneste besøg. Dette er sket ud fra et rationale om, at
det formodentlig er mere end 12 måneder siden, de
senest har brugt et museum. Spørgeskemaundersøgelsen
er gennemført i februar og marts 2019. Det anvendte
spørgeskema ses i bilag 3.

De 15 kvalitative dybdeinterviews er gennemført med
kortuddannede ikke-brugere, der har gennemført enten
grundskole eller en gymnasial, erhvervsfaglig eller kort
videregående uddannelse. At undersøgelsen fokuserer
på kortuddannede ikke-brugere skyldes, at en kort
uddannelse er en barriere for museumsbesøg, idet der er
en direkte sammenhæng mellem uddannelsesniveau og
brug af museer.